Kære bloglæsere jeg har nu forsømt jer igen, igen.
Men jeg kan fortælle jer at jeg endnu engang har oplevet en fantastisk masse, som der slet ikke er plads til på den blog.
Jeg vælger derfor at fortælle om julen i brasilien:
I går, d. 24. brugte vi hele dagen på at rende rundt ovre ved min bedstemor og binde ind, lave mad, gøre klar og hyggesludre. Jeg fik forklaret lidt om vores danske traditioner omkring 27 gange. Så tog vi hjem for at tage en lur og gøre os julelækre før vi tog tilbage over til min bedstemor. Jeg havde fået besked på at tage en rød trøje på af en art, og jeg havde fået lavet mine negle i bedste julestil, dybrøde med små stjerner:)
Vi ankom ved otte-tiden og så gik alle ellers bare rundt og småspiste frugt, brød, ost og pølse, spillede uno og småsludrede. Da kl var halv tolv kaldte de til gave uddeling. Det var ikke alle der fik gaver kun sådan lidt spredt. Jeg fik et hårbørste/spegl-sæt fra hele familien, og en top (jeg selv havde været ude og købe med min mor) fra min lillesøster.
Jeg havde selv givet gaver til mine forældre og tre søskende, og de gaver var vidst også en succes:)
Så blev kl. tolv, og alle gik rundt og kindkyssede og gav hånd, mens de ønskede glædelig jul og et nytår med masser af helbred og fred. Så blev der kaldt til middag (KL. HALV ET?!) Det var ikke noget stort, vi fik ris (surprise), kalkun, skinke, underlig nudel ting, mayonaisse salat og Sushi(?!) Jeg følte et lille savn til julemaden da jeg bagefter IKKE lå på sofaen med hånden på maven og lyst til mere mad. Så spiste vi lidt mere frugt og chokolade og kørte hjem ved to-tiden.
I dag vågnede jeg så kl. et og blev smidt over til julefrokost hos bedstemor. Det var rester fra i går, fiskesuppe og små underlige kød/fedt stykker. I aften kl. otte tager vi til julemesse og bagefter skal jeg vidst i byen.
Så alt i alt var det en dejlig jul, en god og anderledes oplevelse, men jeg må konkludere at den ikke kan slå den danske i mad og hyggefaktor. Men i mennesker jo, vi var vidst omkring 25-30 da den var på sit højeste. Det var meget rart.
Glædelig jul og godt nytår til jer alle!
Feliz natal e um anno novo com muito paz e saude!
Over and out.
lørdag den 25. december 2010
fredag den 5. november 2010
3 Måneder
Så er det så over en måned siden jeg har udgivet, flot Anne, men nu har jeg til gengæld også en masse at fortælle.
vi tager et ordentligt hop tilbage:
5. Oktober: Det var præsten fødselsdag, og der skulle holdes stor fest i forbindelse med gudstjenesten, min familie er meget religiøs og var meget indvolverede i denne event.
Det var også den dag på måneden hvor alle kommer med mad som bliver delt ud til de fattige i byen. Gudstjenesten forløb meget almindeligt med en masse sang og bevægede mennesker. Til slut på gudstjenesten kørte folk en stor gave op til ham som altså var en ny cykel, og alle sang "Parabéns para você!" = tillykke til dig. Så gik alle ud af kirken hvor der var stillet et kæmpe langbord op med mad og sodavand, og en KÆMPE kage som alle fik et lille stykke af.
Selv min 98-årige oldemor havde slæbt sig op af lænestolen for at være med.
9.-12. Oktober: Hele min familie og jeg tog til Santos som er en kystby tæt ved São Paulo, så vidt jeg havde forstået er det brasiliens største eksport og import område, fordi de har en kæmpe havn og om aftenen kunne man se lysende fra den kæmpe lange stribe af skibe som lå og ventede på at komme i land.
Jeg skulle bo hos min ven Rasmus fra Danmark, fordi den lejlighed min familie skulle bo i ikke havde plads til mig.
Vi var taget derned fordi et af mine familiemedlemmer holdte 15'års fødselsdag, som jo er en stor dag. Jeg blev rigtig gode veninder med fødseldagsbarnet Isabella og hendes veninder, og jeg havde en rigtig sjov aften.
Dagen efter tog vi til den obligatoriske "frokost-efter-festen" som bare handler om at spise, drikke og snakke om gårsdagens fest. Jeg havde det sjovt med Isabella, og jeg ownede totalt i guitarhero;)
Om aftenen gik jeg på en bar med Rasmus, nogen af hans brasilianske venner og nogen af de andre udvekslingsstudenter i Santos. Det var super hyggeligt og vi kom først sent hjem.
Mandag slappede jeg bare af hele formiddagen og om eftermiddagen tog jeg med Rasmus og hans mor op i Rasmus' bedstemors lejlighed, af en eller anden grund han ikke kunne forklare havde hun altså røven fuld af pengene og en splinterny penthouse mit i Santos, udsigten var SINDSYG! Mens jeg var der ringede pigerne fra fødselsdags festen og hørte om jeg ikke ville med ud, det ville jeg da gerne så vi tullede lidt rundt i et shoppingcenter og spiste lidt på en café, meget afslappet. Om aftenen gik jeg ud med de andre for at sige farvel på en ordentlig måde når det nu var min sidste aften.
16. Oktober: Kate (Australien), Danielle(USA), Karla (Equador) og jeg tog tidligt om morgenen med en bus til Hopi Hari som er en stor forlystelsespark i min stat. Det var tema aften "Noite de Horror" = Gyseraften, i forbindelse med at det snart var halloween. Om dagen var det helt normalt, alt for mange mennesker og alt for varmt. Men klokken seks startede der to shows forskellige steder i parken, det ene i "Det gamle egypten" og det andet på "Prærien" Jeg så det på prærien, og tro mig det var fedt, det var et monster-danseshow med nogen flotte kostume og uhyggelige effekter. Men nu må vi jo lige indse at vi er Brasilien så de afsluttede med at en af monstrene smed trøjen og begyndte at synge en elektronisk portugisisk sang. Det ødelagde lidt illusionen, men det var meget sjovt. Da showene var overstået åbnede skræmmehusene og monstrene begyndte at gå rundt blandt folk. Og tro mig selv monstrene syntes det er sjovt at forfølge den eneste blonde og blåøjede pige i parken, jeg var skræmt fra vid og sans!
20. Oktober: Min værtsmor kommer ind på mit værelse og spørger om jeg ikke vil et smut med ud på deres farm. Jeg havde ikke andet at lave så hvorfor ikke. Da vi kommer derud bliver vi budt velkommen af en dame der bliver betalt for at bo derude midt i ingenting og holde øje med dyrene. Jeg for en rundtur i haven og bliver introduceret til mango-træer, ananas-planter, banan-palmer, granatæble-træer, appelsin-træer og en masse jeg ikke kan navnet på. Det var helt fantastisk, vi skulle åbenbart derud for at gøre ret til en Churrasco i weekenden, og det tog også sin tid og sine sollinjer. Jeg havde glemt solcreme, så jeg var lidt solt af min arbejdskulør da jeg kom hjem, jeg fandt så ud af at det meste bare var snavs;)
21. Oktober: Jeg havde besluttet mig for at lave dansk middag for mine veninder og spurgte min kære mormor om hjælp. Hun sendte mig en let opskrift på frikadeller med kartofler og gulerodssalat, som jeg nemt fik bikset sammen på tre timer, thank god for brasiliansk punktlighed (eller mangel på samme). Jeg stod kl. halv ni (den tid jeg havde inviteret gæsterne til) men et halvt fad fars, uvasket og med stegesved i hele køkkenet. Jeg nåede dog lige akkurat at smække den sidste frikadelle op på fadet før de ankom. Deres første reaktion var "skal vi ikke spise ris?? Og skal vi spise kartoflerne hele???????" Jeg havde det meget sjovt med at forklare dem hvordan man først skar lidt i kartoflerne, derefter puttede lidt smør på og til sidst den hakkede persille. De spiste godt til, og jeg tror det var en succes. Jeg var i hvert fald udmattet bagefter både af mæthed og stress. Det kan godt være mormor lige fikser sådan en middag med øvet hånd, men jeg lader mig ikke snyde en anden gang, det er en lidt mere kompliceret end som så.
Dagen efter tog jeg til Pantanal og Bonito, men det kræver sit helt egen indlæg. Det må i nu vente lidt på for mine fingre kramper.
Até mais
Anne:)
vi tager et ordentligt hop tilbage:
5. Oktober: Det var præsten fødselsdag, og der skulle holdes stor fest i forbindelse med gudstjenesten, min familie er meget religiøs og var meget indvolverede i denne event.
Det var også den dag på måneden hvor alle kommer med mad som bliver delt ud til de fattige i byen. Gudstjenesten forløb meget almindeligt med en masse sang og bevægede mennesker. Til slut på gudstjenesten kørte folk en stor gave op til ham som altså var en ny cykel, og alle sang "Parabéns para você!" = tillykke til dig. Så gik alle ud af kirken hvor der var stillet et kæmpe langbord op med mad og sodavand, og en KÆMPE kage som alle fik et lille stykke af.
Selv min 98-årige oldemor havde slæbt sig op af lænestolen for at være med.
9.-12. Oktober: Hele min familie og jeg tog til Santos som er en kystby tæt ved São Paulo, så vidt jeg havde forstået er det brasiliens største eksport og import område, fordi de har en kæmpe havn og om aftenen kunne man se lysende fra den kæmpe lange stribe af skibe som lå og ventede på at komme i land.
Jeg skulle bo hos min ven Rasmus fra Danmark, fordi den lejlighed min familie skulle bo i ikke havde plads til mig.
Vi var taget derned fordi et af mine familiemedlemmer holdte 15'års fødselsdag, som jo er en stor dag. Jeg blev rigtig gode veninder med fødseldagsbarnet Isabella og hendes veninder, og jeg havde en rigtig sjov aften.
Dagen efter tog vi til den obligatoriske "frokost-efter-festen" som bare handler om at spise, drikke og snakke om gårsdagens fest. Jeg havde det sjovt med Isabella, og jeg ownede totalt i guitarhero;)
Om aftenen gik jeg på en bar med Rasmus, nogen af hans brasilianske venner og nogen af de andre udvekslingsstudenter i Santos. Det var super hyggeligt og vi kom først sent hjem.
Mandag slappede jeg bare af hele formiddagen og om eftermiddagen tog jeg med Rasmus og hans mor op i Rasmus' bedstemors lejlighed, af en eller anden grund han ikke kunne forklare havde hun altså røven fuld af pengene og en splinterny penthouse mit i Santos, udsigten var SINDSYG! Mens jeg var der ringede pigerne fra fødselsdags festen og hørte om jeg ikke ville med ud, det ville jeg da gerne så vi tullede lidt rundt i et shoppingcenter og spiste lidt på en café, meget afslappet. Om aftenen gik jeg ud med de andre for at sige farvel på en ordentlig måde når det nu var min sidste aften.
16. Oktober: Kate (Australien), Danielle(USA), Karla (Equador) og jeg tog tidligt om morgenen med en bus til Hopi Hari som er en stor forlystelsespark i min stat. Det var tema aften "Noite de Horror" = Gyseraften, i forbindelse med at det snart var halloween. Om dagen var det helt normalt, alt for mange mennesker og alt for varmt. Men klokken seks startede der to shows forskellige steder i parken, det ene i "Det gamle egypten" og det andet på "Prærien" Jeg så det på prærien, og tro mig det var fedt, det var et monster-danseshow med nogen flotte kostume og uhyggelige effekter. Men nu må vi jo lige indse at vi er Brasilien så de afsluttede med at en af monstrene smed trøjen og begyndte at synge en elektronisk portugisisk sang. Det ødelagde lidt illusionen, men det var meget sjovt. Da showene var overstået åbnede skræmmehusene og monstrene begyndte at gå rundt blandt folk. Og tro mig selv monstrene syntes det er sjovt at forfølge den eneste blonde og blåøjede pige i parken, jeg var skræmt fra vid og sans!
20. Oktober: Min værtsmor kommer ind på mit værelse og spørger om jeg ikke vil et smut med ud på deres farm. Jeg havde ikke andet at lave så hvorfor ikke. Da vi kommer derud bliver vi budt velkommen af en dame der bliver betalt for at bo derude midt i ingenting og holde øje med dyrene. Jeg for en rundtur i haven og bliver introduceret til mango-træer, ananas-planter, banan-palmer, granatæble-træer, appelsin-træer og en masse jeg ikke kan navnet på. Det var helt fantastisk, vi skulle åbenbart derud for at gøre ret til en Churrasco i weekenden, og det tog også sin tid og sine sollinjer. Jeg havde glemt solcreme, så jeg var lidt solt af min arbejdskulør da jeg kom hjem, jeg fandt så ud af at det meste bare var snavs;)
21. Oktober: Jeg havde besluttet mig for at lave dansk middag for mine veninder og spurgte min kære mormor om hjælp. Hun sendte mig en let opskrift på frikadeller med kartofler og gulerodssalat, som jeg nemt fik bikset sammen på tre timer, thank god for brasiliansk punktlighed (eller mangel på samme). Jeg stod kl. halv ni (den tid jeg havde inviteret gæsterne til) men et halvt fad fars, uvasket og med stegesved i hele køkkenet. Jeg nåede dog lige akkurat at smække den sidste frikadelle op på fadet før de ankom. Deres første reaktion var "skal vi ikke spise ris?? Og skal vi spise kartoflerne hele???????" Jeg havde det meget sjovt med at forklare dem hvordan man først skar lidt i kartoflerne, derefter puttede lidt smør på og til sidst den hakkede persille. De spiste godt til, og jeg tror det var en succes. Jeg var i hvert fald udmattet bagefter både af mæthed og stress. Det kan godt være mormor lige fikser sådan en middag med øvet hånd, men jeg lader mig ikke snyde en anden gang, det er en lidt mere kompliceret end som så.
Dagen efter tog jeg til Pantanal og Bonito, men det kræver sit helt egen indlæg. Det må i nu vente lidt på for mine fingre kramper.
Até mais
Anne:)
lørdag den 2. oktober 2010
Velgørenhed og Slanger.
Okay, der er ikke sket så meget anderledes siden sidst jeg skrev. Så det her bliver bare en lille opsummering.. Eller noget??
Familien: Jeg har jo fået en ny familie, og i starten havde jeg det rigtig svært med at moderen satte så mange regler, og jeg følte ikke jeg havde hendes respekt. Denne familie kender alle i byen, og kender derfor også til alle rygter der kører. Det er umuligt at undgå rygter når man er udvekslingsstudent. Og det kan blive et stort problem når man bor i så lille en by som jeg gør. Der har kørt rigtig mange rygter om mig, men jeg har heldigvis nogen venner der støtter mig og stoler på mig. Disse rygter var bl.a. medvirkende til at jeg skulle forlade min første familie, har jeg fundet ud af.
Disse rygter havde min nye familie selvfølgelig også hørt, så da jeg kom her fik jeg ikke lov til at starte på en frisk, de havde et billede af hvem jeg var, og moderen havde en idé om at det var hendes opgave at få styr på den ukontrollerbare dansker. Derfor havde jeg en svær start, da jeg ikke følte jeg havde deres respekt i huset, og jeg samtidig havde meget hjemve.
Her i Brasilien er det ikke helt okay at være ked af det. Og specielt ikke så længe som jeg var det. Så det bidrog lidt ekstra til tanken om at jeg var problemet i den første familie, nu hvor jeg ikke engang kunne smile.
Sidste søndag havde jeg en lang snak med min 3. værtsmor, og på et eller andet tidspunkt i løbet af den snak vente hele min tankegang. Jeg havde pludselig lyst til at gå hjem til min familie og smile, jeg havde pludselig lyst til at arbejde for at få en god hverdag bygget op her i Guará igen. Jeg ved ikke hvordan det skete, men jeg tror det har noget at gøre med, at jeg pludselig havde følelsen af at der var en voksen jeg virkelig kunne stole på.
Så jeg tog hjem, og siden den søndag har jeg bare haft et smil på, og det har virkelig givet udbytte. Jeg er blevet rigtig glad for min mor her, og hun er blevet rigtig glad for mig. Det er slet ikke så svært at følge husets regler, jeg er begyndt at rydde op helt frivilligt og spontant (I KNOW??!!).
I går holdte min mor fødselsdag, og jeg blev introduceret til deres venner, som deres nye datter eller søster. Jeg kunne virkelig føle kærligheden, de så mig helt seriøst som et medlem af deres familie. Og det er en kæmpe gave, at nu har jeg ikke bare en familie, men hele to, tre.. fire styks.
Hjemve er ekstremt svært, men nu ved jeg det bliver lettere næste gang, for jeg har et sted her i min by hvor jeg er fuldstændig tryg. Så må vi håbe det vare ved:)
Okay, nu en lille historie:
I morges blev jeg vækket klokken ni, fordi min søster og jeg skulle ud og uddele suppe til den fattige del af byen, det har jeg selv valgt at jeg ville, og det var et af de bedste valg jeg har taget indtil videre! Da vi kom hen til suppe køkkenet, gik vi ud bagved og fandt fire koner siddende omkring et bord med hinanden i hænderne midt i en bøn. Da de bemærkede vi var kommer inviterede de os ind i kredsen, og jeg snakker efterhånden portugisisk, så jeg forstod hvad bønnen handlede om. De bad for alle de mennesker vi skulle ud med mad til og for helbred og held. Det var en stor følelse at prøve, for de mennesker her tror så meget, at jeg selv begynder at tro lidt, de er alle så afklarede med de ting der sker, fordi de mener der er en højere mening med det.
Nå tilbage til suppe uddelingen: Jer som kender mig ved jo at jeg er meget let påvirkelig når det kommer til syge dyr og fattige mennesker, og jeg kan da også godt sige det var noget svært at holde rotary smilet på plads hele tiden. Der var godt nok noget elendighed at opleve. Ofte var det børn der kom ud med gryderne og baljerne der skulle fyldes, og bagefter skulle jeg hjælpe med at bære beholderne med suppe ind i huset. Den forskel er ubeskrivelig. Min by er ret lille, så jeg ved at det jeg har set i dag er den gode del af de fattige, hvis man kan sige det sådan. Når vi tager med Rotary på nordøst turen kommer vi også til at se en Favella (slum) i Rio de Janeiro. Men nu føler jeg jeg er lidt bedre forberedt. Det er så langt fra hvad man ser i Danmark. Bare i nabobyen, på størrelse med Århus og med 500.000 indbyggere, er der 30 favellaer!
Nok om det.
Da vi var på vej hjem bagefter så vi pludselig midt på vejen en rigtig stor hvid Kobra. Efter sådan en morgen indser jeg virkelig hvor langt væk fra lille trygge Danmark jeg egentlig er.
Familien: Jeg har jo fået en ny familie, og i starten havde jeg det rigtig svært med at moderen satte så mange regler, og jeg følte ikke jeg havde hendes respekt. Denne familie kender alle i byen, og kender derfor også til alle rygter der kører. Det er umuligt at undgå rygter når man er udvekslingsstudent. Og det kan blive et stort problem når man bor i så lille en by som jeg gør. Der har kørt rigtig mange rygter om mig, men jeg har heldigvis nogen venner der støtter mig og stoler på mig. Disse rygter var bl.a. medvirkende til at jeg skulle forlade min første familie, har jeg fundet ud af.
Disse rygter havde min nye familie selvfølgelig også hørt, så da jeg kom her fik jeg ikke lov til at starte på en frisk, de havde et billede af hvem jeg var, og moderen havde en idé om at det var hendes opgave at få styr på den ukontrollerbare dansker. Derfor havde jeg en svær start, da jeg ikke følte jeg havde deres respekt i huset, og jeg samtidig havde meget hjemve.
Her i Brasilien er det ikke helt okay at være ked af det. Og specielt ikke så længe som jeg var det. Så det bidrog lidt ekstra til tanken om at jeg var problemet i den første familie, nu hvor jeg ikke engang kunne smile.
Sidste søndag havde jeg en lang snak med min 3. værtsmor, og på et eller andet tidspunkt i løbet af den snak vente hele min tankegang. Jeg havde pludselig lyst til at gå hjem til min familie og smile, jeg havde pludselig lyst til at arbejde for at få en god hverdag bygget op her i Guará igen. Jeg ved ikke hvordan det skete, men jeg tror det har noget at gøre med, at jeg pludselig havde følelsen af at der var en voksen jeg virkelig kunne stole på.
Så jeg tog hjem, og siden den søndag har jeg bare haft et smil på, og det har virkelig givet udbytte. Jeg er blevet rigtig glad for min mor her, og hun er blevet rigtig glad for mig. Det er slet ikke så svært at følge husets regler, jeg er begyndt at rydde op helt frivilligt og spontant (I KNOW??!!).
I går holdte min mor fødselsdag, og jeg blev introduceret til deres venner, som deres nye datter eller søster. Jeg kunne virkelig føle kærligheden, de så mig helt seriøst som et medlem af deres familie. Og det er en kæmpe gave, at nu har jeg ikke bare en familie, men hele to, tre.. fire styks.
Hjemve er ekstremt svært, men nu ved jeg det bliver lettere næste gang, for jeg har et sted her i min by hvor jeg er fuldstændig tryg. Så må vi håbe det vare ved:)
Okay, nu en lille historie:
I morges blev jeg vækket klokken ni, fordi min søster og jeg skulle ud og uddele suppe til den fattige del af byen, det har jeg selv valgt at jeg ville, og det var et af de bedste valg jeg har taget indtil videre! Da vi kom hen til suppe køkkenet, gik vi ud bagved og fandt fire koner siddende omkring et bord med hinanden i hænderne midt i en bøn. Da de bemærkede vi var kommer inviterede de os ind i kredsen, og jeg snakker efterhånden portugisisk, så jeg forstod hvad bønnen handlede om. De bad for alle de mennesker vi skulle ud med mad til og for helbred og held. Det var en stor følelse at prøve, for de mennesker her tror så meget, at jeg selv begynder at tro lidt, de er alle så afklarede med de ting der sker, fordi de mener der er en højere mening med det.
Nå tilbage til suppe uddelingen: Jer som kender mig ved jo at jeg er meget let påvirkelig når det kommer til syge dyr og fattige mennesker, og jeg kan da også godt sige det var noget svært at holde rotary smilet på plads hele tiden. Der var godt nok noget elendighed at opleve. Ofte var det børn der kom ud med gryderne og baljerne der skulle fyldes, og bagefter skulle jeg hjælpe med at bære beholderne med suppe ind i huset. Den forskel er ubeskrivelig. Min by er ret lille, så jeg ved at det jeg har set i dag er den gode del af de fattige, hvis man kan sige det sådan. Når vi tager med Rotary på nordøst turen kommer vi også til at se en Favella (slum) i Rio de Janeiro. Men nu føler jeg jeg er lidt bedre forberedt. Det er så langt fra hvad man ser i Danmark. Bare i nabobyen, på størrelse med Århus og med 500.000 indbyggere, er der 30 favellaer!
Nok om det.
Da vi var på vej hjem bagefter så vi pludselig midt på vejen en rigtig stor hvid Kobra. Efter sådan en morgen indser jeg virkelig hvor langt væk fra lille trygge Danmark jeg egentlig er.
mandag den 20. september 2010
Update
Ja i skal tro der er sket meget. Så jeg spoler lige tiden et par uger tilbage.
Fredag d. 3. september fik jeg besøg fra Danmark, eller Parána.
Sheila min veninde fra brædstrup hoppede på en bus i elleve timer for at deltage i min fødselsdagsfest.
Det var rigtig dejligt at mærke lidt dansk mentalitet igen og få lov til at snakke på modersmålet.
Lørdag var dagen for min fest. Jeg var meget nervøs i løbet af dagen, men hedigvis slappede jeg af da mine venner kom, og vi begyndte at gøre stedet klar til fest. Det kom til at se rigtig fint ud:)
Festen forløb fint og der blev danset og spist, jeg fik mange gaver:D
Mange af dem jeg havde inviteret kom ikke, og mange af dem jeg ikke havde inviteret dukkede op. Men det er sådan det fungerer her, så det måtte jeg bare acceptere.
Søndag tog vi til Ribeirão Preto for at bo ved min ven Andre indtil tirsdag, vi havde fri mandag og tirsdag fordi det var nationaldag i brasilien.
Mandag skulle vi i en kæmpe vandpark 2 1/2 times kørsel fra byen, så vi piger brugte søndag aften på at finde bikinier. Jeg prøvede først min egen fra danmark på, men så snart Andres søster (en fuldblods brasilianer) så den, udbrød hun. "Haha, det er så noget som bedstemødrene her har på!" Ved den kommentar indså jeg at jeg måtte lade min blufærdighed lægge og hoppe i en brasiliansk. Vi fandt heldigvis en mellemting, som jeg lige kunne klare uden at få traumer.
Og hvor havde søsteren da også ret! Da vi kom i vandparken dagen efter var det kun bedstemødrene der havde noget som helst dækket. Vi havde en rigtig sjov dag alle sammen, vi var taget en masse mennesker afsted, jeg har slet ikke styr på hvordan familierne hang sammen, vi var en masse udvekslingsstudenter, og nogen interact medlemmer, og ellers bare rotary familie. Vi tog afsted kl. syv om morgenen (hvilket betyder kl halv ti brasiliansk tid) og var først hjemme ved elleve tiden fordi vi også lige skulle spise på vejen hjem. Jeg fik endelig prøvet "sweet pizza" som var pizza med hvis og mørk chokolade og pizza med brigadeiro (chokoladecreme med krymmel). Helt fantastisk!
Tirsdag morgen fik jeg et opkald fra min president om at jeg skulle blive ved Andres familie ugen ud, og når jeg kom tilbage til min by skulle jeg bo ved en anden familie. Jeg forstod ingenting, og blev meget ked af det, men de andre fik mig overbevist om at det ikke var min skyld, og jeg skulle bare slappe af og nyde min uge der. Hvilket jeg gjorde! Jeg tog i skole onsdag, torsdag og fredag med Andre og Elvis (udvekslingsstudent fra Mexico) og blev rigtig glad for klassen og skolen der. Jeg følte mig rigtig godt tilpas og var meget ked af det da jeg skulle tilbage til Guará.
Her på det sidste har jeg haft noget hjemve, og stress. Sandsynligvis i sammenhæng med det pludselige familieskift.
Næste weekend skal jeg til et stort møde i Orlandia hvor alle udvekslingsstudenter samles for weekenden, og vi får en masse instruktioner osv. det glæder jeg mig til.
Tchau! Beijos!
Anne
Fredag d. 3. september fik jeg besøg fra Danmark, eller Parána.
Sheila min veninde fra brædstrup hoppede på en bus i elleve timer for at deltage i min fødselsdagsfest.
Det var rigtig dejligt at mærke lidt dansk mentalitet igen og få lov til at snakke på modersmålet.
Lørdag var dagen for min fest. Jeg var meget nervøs i løbet af dagen, men hedigvis slappede jeg af da mine venner kom, og vi begyndte at gøre stedet klar til fest. Det kom til at se rigtig fint ud:)
Festen forløb fint og der blev danset og spist, jeg fik mange gaver:D
Mange af dem jeg havde inviteret kom ikke, og mange af dem jeg ikke havde inviteret dukkede op. Men det er sådan det fungerer her, så det måtte jeg bare acceptere.
Søndag tog vi til Ribeirão Preto for at bo ved min ven Andre indtil tirsdag, vi havde fri mandag og tirsdag fordi det var nationaldag i brasilien.
Mandag skulle vi i en kæmpe vandpark 2 1/2 times kørsel fra byen, så vi piger brugte søndag aften på at finde bikinier. Jeg prøvede først min egen fra danmark på, men så snart Andres søster (en fuldblods brasilianer) så den, udbrød hun. "Haha, det er så noget som bedstemødrene her har på!" Ved den kommentar indså jeg at jeg måtte lade min blufærdighed lægge og hoppe i en brasiliansk. Vi fandt heldigvis en mellemting, som jeg lige kunne klare uden at få traumer.
Og hvor havde søsteren da også ret! Da vi kom i vandparken dagen efter var det kun bedstemødrene der havde noget som helst dækket. Vi havde en rigtig sjov dag alle sammen, vi var taget en masse mennesker afsted, jeg har slet ikke styr på hvordan familierne hang sammen, vi var en masse udvekslingsstudenter, og nogen interact medlemmer, og ellers bare rotary familie. Vi tog afsted kl. syv om morgenen (hvilket betyder kl halv ti brasiliansk tid) og var først hjemme ved elleve tiden fordi vi også lige skulle spise på vejen hjem. Jeg fik endelig prøvet "sweet pizza" som var pizza med hvis og mørk chokolade og pizza med brigadeiro (chokoladecreme med krymmel). Helt fantastisk!
Tirsdag morgen fik jeg et opkald fra min president om at jeg skulle blive ved Andres familie ugen ud, og når jeg kom tilbage til min by skulle jeg bo ved en anden familie. Jeg forstod ingenting, og blev meget ked af det, men de andre fik mig overbevist om at det ikke var min skyld, og jeg skulle bare slappe af og nyde min uge der. Hvilket jeg gjorde! Jeg tog i skole onsdag, torsdag og fredag med Andre og Elvis (udvekslingsstudent fra Mexico) og blev rigtig glad for klassen og skolen der. Jeg følte mig rigtig godt tilpas og var meget ked af det da jeg skulle tilbage til Guará.
Her på det sidste har jeg haft noget hjemve, og stress. Sandsynligvis i sammenhæng med det pludselige familieskift.
Næste weekend skal jeg til et stort møde i Orlandia hvor alle udvekslingsstudenter samles for weekenden, og vi får en masse instruktioner osv. det glæder jeg mig til.
Tchau! Beijos!
Anne
tirsdag den 31. august 2010
Brasiliansk way of thinking
Så er det vidst tid til endnu en update.
Jeg har fået flere forespørgsler på lidt mere information om kulturen og maden, og jeg skal prøve at opfylde jeres krav.
Maden: Jeg er begyndt at få det sværere med maden, for den består af et stort måltid (frokost) med ris, bønner kød og en form for salat. Men ellers består resten af måltiderne hovedsagligt af hvidt brød og ost. Jeg kan slet ikke spise nok af det til at blive ordentligt mæt, og har gået med ondt i maven de sidste par dage. Jeg kan ikke vente på at rugbrødspakken kommer.
Flere af mine venner herovre har fortalt at man faktisk godt kan skaffe rugbrød, så jeg tror jeg må på jagt næste gang jeg kommer ind i et større supermarket. De drikker sodavand til hvert måltid. Jeg drikker sodavand i weekenderne. Jeg ved ikke hvordan jeg gør det, men pludselig har jeg lyst til at være mere viljestærk på f.eks. det område?? Det ligner jo ikke mig at sige nej til et glas iskold cola efter skole, når der er 37 grader udenfor.
Personligheder: Altså, her i weekenden var jeg ved at gå helt i flint over de her brasilianere og deres "vi når det nok" og "det er ikke så vigtigt" attitude.
Jeg var til kæmpe rodeo, brasiliens største. Det var rigtig mange mennesker. Vi skulle med bus derhen og det tog godt og vel to en halv time, jeg var meget utålmodig, så turen virkede lang. Da vi endelig kom skulle der tages billeder foran bussen, snakkes og pakkes sammen, og mine venner ville ikke gå før de andre også gik. Okay så. Vi begynder endelig at gå hen for at skaffe vores billetter, da vi finder køen er der bare mas og trængsel til den helt store guldmedalje. Værre end foran til nephew koncerten skanderborg 2009. Og det var samtidig støvet og varmt, hvilket ikke er den bedste kombi. Da vi så har stået i den her uregerlige kø i godt en time. Begynder mine venner at mase sig ud, det forkerte vej. Jeg bliver meget stædigt og forlanger at få af vide hvad der foreår før jeg opgiver min plads i køen. "Nåå ja, vi kan ikke købe med rabat her.. Pyt skidt:)" Da vi kom ud i køen var jeg meget frustreret, og da jeg så at de tog det helt roligt, blev jeg endnu mere frustreret. De var så afslappede omkring at vi lige havde stået en time i helvede for ingen verdens nytte. Nånå, jaja, så går vi da bare lidt videre. Her er der en kø.. lad os stille os her. Anne: "øh hvad med at spørge nogen af de andre i køen om dette er den rigtige?" jojo, det kan vi da godt. Det var det så ikke, så vi skulle videre til den næste. Det er den rigtige og den er godt og vel 200 meter lang. Rygterne svirrer om at nu er der ikke flere billetter, og nu er der sket et slagsmål så salget er stoppet osv osv. Min veninde for det dårligt og vil tilbage til busssen. Så to af os følger hende derned mens Andre og jeg bliver i køen. Pludselig sker der noget, alle kommer løbende oppe fra den ende af køen der er tættest på billetsalget, mens de hoster og holder deres trøjer for munden, og nu kan vi også mærke det. Røg eller gad af en eller anden art er sluppet ud og alle løber mod busserne og hoster. Andre og jeg prøver at ringe til de andre men telefon nettet er overfyldt, så vi kommer ind på andre linier og kan ikke få kontakt. Røgen eller gassen (vi fandt aldrig ud af hvad det var) var blæst væk, og der var ro over det igen. Vi beslutter os dog for at gå tilbage til bussen og finde de andre.
Da vi kommer derhen ser vi Kate og Ana Paula (vores veninder) stå og snakke med nogen fremmede mænd ved en anden bus. Det viser sig at de har rodet sig ud i at betale for nogen billigere billetter, men var blevet snydt. Og nu venter de på at ham der løb med pengene kommer tilbage. Det gør han ikke, men en af de andre mænd betaler pengene tilbage.
Nu vil Ana Paula give op, og tilbage til bussen. Der bliver jeg sgu vred og råber og bander af dem (på dansk) og får dem til sidst overbevist om at vi ikke er kommet alt den vej for at give op. og at der stadig er otte timer til bussen køre hjem igen. Vi går op til ungdomsbilletsalget, springer køen over under protest for andre, og er inde inden en halv time. Nogen gange er det godt med lidt dansk kontrol. Vi endte med at have en rigtig dejlig nat derinde, og var først hjemme kl. ni om morgenen dagen efter.
Men det ^^ er typisk brasiliansk holdning. Det kan let ske at de siger: jeg kommer om en time, og dukker op tre timer efter, eller slet ikke kommer. Og der er ikke rigtig noget der er vigtigt at nå, eller gøre. Da jeg for en uge siden ville begynde at planlægge min fødselsdags fest på lørdag blev min familie helt overraskede, allerede?? Og jeg var stresset over at der ikke var tid nok.
Der fik i lige en lang en, og jeg ved godt den også handlede om en fest, men det er det kulturen her hos mig går ud på, masser af fester helst flere om dagen! Og det er også dejligt. Jeg kommer ikke ud og se ting, sightseeing osv. men jeg syntes bare det at være omkring brasilianerne hver dag giver mig stort indblik i kulturen og hjælper mig til at forstå hvordan jeg skal tolke deres opførsel, og hvordan jeg selv skal opføre mig. Jeg mener i hvert fald ikke at jeg mangler noget:)
-Anne
Jeg har fået flere forespørgsler på lidt mere information om kulturen og maden, og jeg skal prøve at opfylde jeres krav.
Maden: Jeg er begyndt at få det sværere med maden, for den består af et stort måltid (frokost) med ris, bønner kød og en form for salat. Men ellers består resten af måltiderne hovedsagligt af hvidt brød og ost. Jeg kan slet ikke spise nok af det til at blive ordentligt mæt, og har gået med ondt i maven de sidste par dage. Jeg kan ikke vente på at rugbrødspakken kommer.
Flere af mine venner herovre har fortalt at man faktisk godt kan skaffe rugbrød, så jeg tror jeg må på jagt næste gang jeg kommer ind i et større supermarket. De drikker sodavand til hvert måltid. Jeg drikker sodavand i weekenderne. Jeg ved ikke hvordan jeg gør det, men pludselig har jeg lyst til at være mere viljestærk på f.eks. det område?? Det ligner jo ikke mig at sige nej til et glas iskold cola efter skole, når der er 37 grader udenfor.
Personligheder: Altså, her i weekenden var jeg ved at gå helt i flint over de her brasilianere og deres "vi når det nok" og "det er ikke så vigtigt" attitude.
Jeg var til kæmpe rodeo, brasiliens største. Det var rigtig mange mennesker. Vi skulle med bus derhen og det tog godt og vel to en halv time, jeg var meget utålmodig, så turen virkede lang. Da vi endelig kom skulle der tages billeder foran bussen, snakkes og pakkes sammen, og mine venner ville ikke gå før de andre også gik. Okay så. Vi begynder endelig at gå hen for at skaffe vores billetter, da vi finder køen er der bare mas og trængsel til den helt store guldmedalje. Værre end foran til nephew koncerten skanderborg 2009. Og det var samtidig støvet og varmt, hvilket ikke er den bedste kombi. Da vi så har stået i den her uregerlige kø i godt en time. Begynder mine venner at mase sig ud, det forkerte vej. Jeg bliver meget stædigt og forlanger at få af vide hvad der foreår før jeg opgiver min plads i køen. "Nåå ja, vi kan ikke købe med rabat her.. Pyt skidt:)" Da vi kom ud i køen var jeg meget frustreret, og da jeg så at de tog det helt roligt, blev jeg endnu mere frustreret. De var så afslappede omkring at vi lige havde stået en time i helvede for ingen verdens nytte. Nånå, jaja, så går vi da bare lidt videre. Her er der en kø.. lad os stille os her. Anne: "øh hvad med at spørge nogen af de andre i køen om dette er den rigtige?" jojo, det kan vi da godt. Det var det så ikke, så vi skulle videre til den næste. Det er den rigtige og den er godt og vel 200 meter lang. Rygterne svirrer om at nu er der ikke flere billetter, og nu er der sket et slagsmål så salget er stoppet osv osv. Min veninde for det dårligt og vil tilbage til busssen. Så to af os følger hende derned mens Andre og jeg bliver i køen. Pludselig sker der noget, alle kommer løbende oppe fra den ende af køen der er tættest på billetsalget, mens de hoster og holder deres trøjer for munden, og nu kan vi også mærke det. Røg eller gad af en eller anden art er sluppet ud og alle løber mod busserne og hoster. Andre og jeg prøver at ringe til de andre men telefon nettet er overfyldt, så vi kommer ind på andre linier og kan ikke få kontakt. Røgen eller gassen (vi fandt aldrig ud af hvad det var) var blæst væk, og der var ro over det igen. Vi beslutter os dog for at gå tilbage til bussen og finde de andre.
Da vi kommer derhen ser vi Kate og Ana Paula (vores veninder) stå og snakke med nogen fremmede mænd ved en anden bus. Det viser sig at de har rodet sig ud i at betale for nogen billigere billetter, men var blevet snydt. Og nu venter de på at ham der løb med pengene kommer tilbage. Det gør han ikke, men en af de andre mænd betaler pengene tilbage.
Nu vil Ana Paula give op, og tilbage til bussen. Der bliver jeg sgu vred og råber og bander af dem (på dansk) og får dem til sidst overbevist om at vi ikke er kommet alt den vej for at give op. og at der stadig er otte timer til bussen køre hjem igen. Vi går op til ungdomsbilletsalget, springer køen over under protest for andre, og er inde inden en halv time. Nogen gange er det godt med lidt dansk kontrol. Vi endte med at have en rigtig dejlig nat derinde, og var først hjemme kl. ni om morgenen dagen efter.
Men det ^^ er typisk brasiliansk holdning. Det kan let ske at de siger: jeg kommer om en time, og dukker op tre timer efter, eller slet ikke kommer. Og der er ikke rigtig noget der er vigtigt at nå, eller gøre. Da jeg for en uge siden ville begynde at planlægge min fødselsdags fest på lørdag blev min familie helt overraskede, allerede?? Og jeg var stresset over at der ikke var tid nok.
Der fik i lige en lang en, og jeg ved godt den også handlede om en fest, men det er det kulturen her hos mig går ud på, masser af fester helst flere om dagen! Og det er også dejligt. Jeg kommer ikke ud og se ting, sightseeing osv. men jeg syntes bare det at være omkring brasilianerne hver dag giver mig stort indblik i kulturen og hjælper mig til at forstå hvordan jeg skal tolke deres opførsel, og hvordan jeg selv skal opføre mig. Jeg mener i hvert fald ikke at jeg mangler noget:)
-Anne
tirsdag den 24. august 2010
Updates
Churrasco = Brasiliansk grillfest
Først vil jeg nævne nogen af de folk jeg har mødt:
Kate, en australsk udvekslingsstudent der bo i en by 20 min. fra min. Mødte til en Churrasco.
Elvis, en mexicansk udvekslingstudent der bor i en by ca. 50 min. fra min. Mødte til samme Churrasco.
André, en brasilianer der har været et år i sydafrika, bot i samme by som Elvis og jeg mødte ham til samme Churrasco.
Lucas, Columbiansk udvekslingsstudent, bor 1 1/2 time væk, mødte ham til samme Churrasco.
Barbara, Brasilianer der har været i Canada en måned, bor i samme by som Kate, mødte jeg til en anden Churrasco.
Marina, Brasilianer der har været et halvt år i NZ, går på min skole.
Guilherme, Brasilianer der snakker engelsk og er helt vild med dansk musik. Mødte ham til en anden Churrasco.
Okay, det tror jeg var de vigtigste, hvis jeg skulle nævne alle, blev jeg aldrig færdig.
Så spoler vi tiden tilbage.
Lørdag forrige weekend tog jeg med min club president og hans kone til en Churrasco i en nærliggende by. Det var en afskedsfest fordi pigen skulle et år til Frankrig. Jeg kendte ikke pigen, men var blevet inviteret med, bare fordi jeg er udvekslingsstudent. Der mødte jeg Elvis, Lucas, André og Kate^^ Og de inviterede mig med videre til en anden Churrasco med Kates klasse. Det var åbenbart arrangeret på forhånd at jeg skulle med dem, og at vi derefter alle skulle sove hos en kvinde, Claudia, som er rotary medlem. Festen var rigtig god, og alle brasilianerne prøvede at lære mig at danse samba og salsa (mission impossible), de var rigtig søde, og lod som om jeg ikke gjorde mig til grin med mine skandinaviske moves.
Da vi vågnede søndag hos Claudia, var der dækket kæmpe morgenbord, og poolen var renset, så vi skulle bare gøre som vi havde lyst til. Så snart vi havde spist morgenmaden, begyndte Claudias mand på frokosten, som også indebar dessert. Jeg har ikke været så mæt siden mortensaften sidste år!
Tirsdag kom Kate på besøg efter skole og vi tullede lidt rundt i byen. Om aftenen skulle jeg til mit første Rotary møde, som åbenbart var en Rotary fest. Alle medlemmerne var der med deres familie, 100 mennesker eller mere, og jeg skulle op på scenen og præsentere mig.. På portugisisk! Jeg rystede i bukserne af skræk. Men kom meget godt igennem det, og tilhørende klappede og hviskede om hvor meget jeg lignede Nicole Kidman;)
Onsdag tog vi til Franca, som er en rimelig stor by ca. 40 km. fra min by, vi skulle shoppe alle de ting jeg ikke havde fået med. Det var et lille center, mindre end Bruuns, men med nogen meget dyre butikker.
Sidste weekend har i hørt om på et andet indlæg.
I går Mandag blev jeg syg, jeg vågnede om morgenen med ondt i halsen og hen af dagen blev det værre og værre, da jeg gik i seng kunne jeg ikke snakke, uden noget smertelindrende og jeg havde 38 grader i feber og hovedpine, sølle!
Da jeg vågnede i morges, var feberen væk. Min hals er stadig øm, men ikke mere end jeg sagtens kan klare det. De havde ikke vækket mig til skole, fordi de regnede med at jeg stadig var syg. Så nu skal jeg bare bruge formiddagen på at slappe af, for jeg skal med min tredje hostmais og min veninde Kate til Rebeirão Preto (en storby 80 km. fra her) hvor vi skal finde sko og kjole til mig, og mødes med vores venner der bor der. Det glæder jeg mig til, og håber jeg er helt frisk når vi skal afsted.
Der er sket så meget mere, men jeg kan simpelthen ikke få det ned på tastaturet.
Anne
søndag den 22. august 2010
Endnu en weekend med fart på..
Ja som sædvanlig er der sket rigtig meget siden sidst, men jeg nøjes med at fortælle om weekenden.
Fredag tog jeg om eftermiddagen ud til min veninde Kate i Sao jaoquim, hvor hendes veninder fra hendes klasse kom, og vi bagte pandekager, cookies og lavede brigadeira, lækkert!
Da hendes veninder tog hjem, kørte Kate, Barbara og jeg til Guará hvor vi skulle mødes med min klasse til endnu en dinner. Det var rigtig hyggeligt, og denne gang var også nogen af lærerne inviterede. Vi fik spist og snakket og da kl. blev omkring 00:00 tog Barbara, Kate, Pedro og jeg videre til en club i Guará hvor et band Cinco Minutos skulle spille. Bandet var rigtig godt og vi fik danset en masse, og snakket med en masse nye. Da kl. blev 04:00 lukkede clubben og vi tog hjem.
Lørdag: Vi vågnede kl. et, og så havde Kate og Barbara end halv time til at spise og kommet i tøjet, før de skulle tilbage til sao jaoquim. Jeg gik og slappede af i mit nattøj det meste af eftermiddagen, indtil Isabela ringede til mig kl. halv fem, og spurgte om jeg ikke ville med ud at gå i Guará. Jo da, så jeg skynder mig i bad. Det viser sig så den gåtur skulle foregå i bil. Vi kørte lidt rundt i cirkler, og jeg spurgte hvos vi skulle hen, men det var altså en hemmelighed. Pludselig stopper vi foran et hus, og Isabelas kæreste står og byder os velkommen. Vi går om til verandaen og der sidder tyve drenge/mænd og spiller kort og drikker øl inkl. bandet fra dagen før! De snakkede lidt engelsk, men ellers brugte jeg Isabela som tolk, og det var en rigtig hyggeligt start på aftenen, da kl. var halv ni tog jeg hjem, for at skynde mig at skifte og komme til Sao jaoquim, for Kate og Hendes søster stod og ventede på mig.
Da jeg kom ud til Kate tog vi videre til en anden Churrasco hvor der var en masse hyggelige mennesker. Og vi sad rundt om et bord, og spillede musik og snakkede til kl. den var "lidt i fem" Alt i alt en super god dag!
Søndag: Jeg brugte det meste af dagen hos Kate, hvor vi ordnede negle og spiste os tykke, i alt hvad hendes køkken kunne diske op med.
Nu glæder jeg mig bare til det bliver fredag igen.
Tchau
Fredag tog jeg om eftermiddagen ud til min veninde Kate i Sao jaoquim, hvor hendes veninder fra hendes klasse kom, og vi bagte pandekager, cookies og lavede brigadeira, lækkert!
Da hendes veninder tog hjem, kørte Kate, Barbara og jeg til Guará hvor vi skulle mødes med min klasse til endnu en dinner. Det var rigtig hyggeligt, og denne gang var også nogen af lærerne inviterede. Vi fik spist og snakket og da kl. blev omkring 00:00 tog Barbara, Kate, Pedro og jeg videre til en club i Guará hvor et band Cinco Minutos skulle spille. Bandet var rigtig godt og vi fik danset en masse, og snakket med en masse nye. Da kl. blev 04:00 lukkede clubben og vi tog hjem.
Lørdag: Vi vågnede kl. et, og så havde Kate og Barbara end halv time til at spise og kommet i tøjet, før de skulle tilbage til sao jaoquim. Jeg gik og slappede af i mit nattøj det meste af eftermiddagen, indtil Isabela ringede til mig kl. halv fem, og spurgte om jeg ikke ville med ud at gå i Guará. Jo da, så jeg skynder mig i bad. Det viser sig så den gåtur skulle foregå i bil. Vi kørte lidt rundt i cirkler, og jeg spurgte hvos vi skulle hen, men det var altså en hemmelighed. Pludselig stopper vi foran et hus, og Isabelas kæreste står og byder os velkommen. Vi går om til verandaen og der sidder tyve drenge/mænd og spiller kort og drikker øl inkl. bandet fra dagen før! De snakkede lidt engelsk, men ellers brugte jeg Isabela som tolk, og det var en rigtig hyggeligt start på aftenen, da kl. var halv ni tog jeg hjem, for at skynde mig at skifte og komme til Sao jaoquim, for Kate og Hendes søster stod og ventede på mig.
Da jeg kom ud til Kate tog vi videre til en anden Churrasco hvor der var en masse hyggelige mennesker. Og vi sad rundt om et bord, og spillede musik og snakkede til kl. den var "lidt i fem" Alt i alt en super god dag!
Søndag: Jeg brugte det meste af dagen hos Kate, hvor vi ordnede negle og spiste os tykke, i alt hvad hendes køkken kunne diske op med.
Nu glæder jeg mig bare til det bliver fredag igen.
Tchau
mandag den 9. august 2010
Så har jeg haft min første skoledag, det var ret sjovt, det fungerer sådan, at vi kom i skole kl. halv ni (på grund af cowboyfestivallen, ellers havde det været kl. syv) Så havde vi to timer, de føltes som ingen tid, derefter var der pause, hvor vi spiste, surprise, hvidt brød med ost og nogen kød af en slags. Det smagte usundt. Så havde vi to timer mere, og ham vi skulle have til sidst var sug, så vi fik en time tidligere fri, så var det hjem og spise frokost, og så skal brasilianerne studere hele eftermiddagen, så jeg benyttede tiden til at lære lidt portugisisk. Jeg har sat mig for at lære tyve nye ord hver dag.
Den klasse jeg var i i dag er ikke den jeg skal gå i ellers, den fik jeg bare lov tila t være i fordi min værtssøster går der. Men jeg blev introduceret for nogen i den anden klasse, og de virkede friske på at lære mig at kende:)
Jeg har mødt meget af min familie og flere venner, og de insisterer på at holde en mega fest for mig d. 31. når det er min fødselsdag:) det håber jeg bliver til noget:)
Den klasse jeg var i i dag er ikke den jeg skal gå i ellers, den fik jeg bare lov tila t være i fordi min værtssøster går der. Men jeg blev introduceret for nogen i den anden klasse, og de virkede friske på at lære mig at kende:)
Jeg har mødt meget af min familie og flere venner, og de insisterer på at holde en mega fest for mig d. 31. når det er min fødselsdag:) det håber jeg bliver til noget:)
fredag den 6. august 2010
Blaaoejet pige til brasiliansk festival
I gaar ankom jeg til Brasilien, rejsen havde taget mig 28 timer, fra jeg forlod mit hus i Ry til eg stod i lufthavnen i Rebeirão Preto. Turen var okay, flyveturen over atlanten var godt nok lidt lang, og morgenmaden ikke den bedste, men hvem skal ogsaa spise naar man er "Neasten i Brasilien!!!" Da jeg saa min velkomstkommité blev jeg helt overvaeldet og sentimental, de tog mig ud at spise i shoppingcenteret, men jeg var saa forvirret at jeg ikke kunne faa en bid ned.
Da jeg saa endelig kom hjem til huset skulle jeg vaelge om jeg ville have mit eget vaerelse eller dele med min vaertssoester. Jeg besluttede mig for at faa mit eget, for jeg taenkte jeg nok kunne faa brug for det af og til, min mais gik straks i gang med at organisere mit toej og mine ting og fik det sat paa plads rigtig paent. Jeg er meget glad for udfaldet:)
I gaar aftes var der kaempe fest for byen og de omkringliggende byer, saa der skulle jeg med og moede alle. jeg taenkte foerst at det nok ville blive for stror en mundfuld for en jetlagged blondine, men jeg tog med alligevel, og thank god i did! Det var en helt fantastisk maade at starte paa, for nu er jeg jo selv lidt af en festival/byfest elsker, saa jeg vidste preacis hvordan jeg skulle haandtere mig selv. Jeg fuldtes med min vaertssoester maro og hendes veninder rundt. En af hendes veninder er meget god til engelsk, saa hun blev automatisk min tolk. Hun var samtidig venner med alle paa pladsen, og dem skulle jeg introduceres for. Mit hoved summer stadig med Henrique'er, Arnaldo'er og Maria'er. Den jeg husker bedst var Igor, baade fordi han hed Igor (;P) og fordi han var gruppens "klovn" han var pisse sjov, selvom jeg ikke forstod hans jokes, var jeg flad af grin. Saa det var en rigtig god aften:)
Da jeg saa endelig kom hjem til huset skulle jeg vaelge om jeg ville have mit eget vaerelse eller dele med min vaertssoester. Jeg besluttede mig for at faa mit eget, for jeg taenkte jeg nok kunne faa brug for det af og til, min mais gik straks i gang med at organisere mit toej og mine ting og fik det sat paa plads rigtig paent. Jeg er meget glad for udfaldet:)
I gaar aftes var der kaempe fest for byen og de omkringliggende byer, saa der skulle jeg med og moede alle. jeg taenkte foerst at det nok ville blive for stror en mundfuld for en jetlagged blondine, men jeg tog med alligevel, og thank god i did! Det var en helt fantastisk maade at starte paa, for nu er jeg jo selv lidt af en festival/byfest elsker, saa jeg vidste preacis hvordan jeg skulle haandtere mig selv. Jeg fuldtes med min vaertssoester maro og hendes veninder rundt. En af hendes veninder er meget god til engelsk, saa hun blev automatisk min tolk. Hun var samtidig venner med alle paa pladsen, og dem skulle jeg introduceres for. Mit hoved summer stadig med Henrique'er, Arnaldo'er og Maria'er. Den jeg husker bedst var Igor, baade fordi han hed Igor (;P) og fordi han var gruppens "klovn" han var pisse sjov, selvom jeg ikke forstod hans jokes, var jeg flad af grin. Saa det var en rigtig god aften:)
fredag den 16. juli 2010
Hvor jeg skal bo
Dette billede har jeg lagt ind for at vise hvor jeg skal bo. Den røde plet er det område jeg skal bo i, lige under Rio grande og lige over Rebeirão Preto. Det ligger rimeligt langt nede, så der er ned til 12 grader om vinteren. Men om sommeren kan de bliver over fyrre. Heldigvis har min første familie en pool:)
mandag den 5. juli 2010
Min by og familie
Jeg har oprettet denne blog, så folk herhjemme i Danmark får en mulighed for at følge med i mit liv abroad.
D. 4. August 2010 tager jeg til Brasilien, for at bo der i 11 måneder. Jeg skal gå i normal skole, lære portugesisk, bo hos en normal familie og lære at leve som en brasiliansk teenager.
Jeg skal udsendes med Rotary International Youth Exchange. En international organisation der arbejder med kulturel ungdomsudveksling, hvis i ikke selv havde fanget den;)
Jeg skal bo ved fire forskellige familier i den samme lille by der hedder Guara. Den ligger 3 1/2 times kørsel nordvest for Sao Paulo. Den første familie jeg skal no ved er familien Americano, der består at en far, en mor og en datter på 15. Faderen har fundet mig en håndbold klub i en nærliggende by, som jeg kan spille i.
Jeg har lige i denne weekend været på afrejsebriefing på gudenåefterskolen i Ustrup. Det var fantastisk at møde så mange unge (ca. 200) der er i samme situation som mig, vi kunne dele vores bekymringer og forventninger både negative og positive. Det er en anden ting som Rotary går meget op i, at skabe et netværk, og efter en weekend som denne, er vi allerede godt igang.
D. 4. August 2010 tager jeg til Brasilien, for at bo der i 11 måneder. Jeg skal gå i normal skole, lære portugesisk, bo hos en normal familie og lære at leve som en brasiliansk teenager.
Jeg skal udsendes med Rotary International Youth Exchange. En international organisation der arbejder med kulturel ungdomsudveksling, hvis i ikke selv havde fanget den;)
Jeg skal bo ved fire forskellige familier i den samme lille by der hedder Guara. Den ligger 3 1/2 times kørsel nordvest for Sao Paulo. Den første familie jeg skal no ved er familien Americano, der består at en far, en mor og en datter på 15. Faderen har fundet mig en håndbold klub i en nærliggende by, som jeg kan spille i.
Jeg har lige i denne weekend været på afrejsebriefing på gudenåefterskolen i Ustrup. Det var fantastisk at møde så mange unge (ca. 200) der er i samme situation som mig, vi kunne dele vores bekymringer og forventninger både negative og positive. Det er en anden ting som Rotary går meget op i, at skabe et netværk, og efter en weekend som denne, er vi allerede godt igang.
Abonner på:
Opslag (Atom)