Velgørenhed og Slanger.

Okay, der er ikke sket så meget anderledes siden sidst jeg skrev. Så det her bliver bare en lille opsummering.. Eller noget??

Familien: Jeg har jo fået en ny familie, og i starten havde jeg det rigtig svært med at moderen satte så mange regler, og jeg følte ikke jeg havde hendes respekt. Denne familie kender alle i byen, og kender derfor også til alle rygter der kører. Det er umuligt at undgå rygter når man er udvekslingsstudent. Og det kan blive et stort problem når man bor i så lille en by som jeg gør. Der har kørt rigtig mange rygter om mig, men jeg har heldigvis nogen venner der støtter mig og stoler på mig. Disse rygter var bl.a. medvirkende til at jeg skulle forlade min første familie, har jeg fundet ud af.
Disse rygter havde min nye familie selvfølgelig også hørt, så da jeg kom her fik jeg ikke lov til at starte på en frisk, de havde et billede af hvem jeg var, og moderen havde en idé om at det var hendes opgave at få styr på den ukontrollerbare dansker. Derfor havde jeg en svær start, da jeg ikke følte jeg havde deres respekt i huset, og jeg samtidig havde meget hjemve.
Her i Brasilien er det ikke helt okay at være ked af det. Og specielt ikke så længe som jeg var det. Så det bidrog lidt ekstra til tanken om at jeg var problemet i den første familie, nu hvor jeg ikke engang kunne smile.
Sidste søndag havde jeg en lang snak med min 3. værtsmor, og på et eller andet tidspunkt i løbet af den snak vente hele min tankegang. Jeg havde pludselig lyst til at gå hjem til min familie og smile, jeg havde pludselig lyst til at arbejde for at få en god hverdag bygget op her i Guará igen. Jeg ved ikke hvordan det skete, men jeg tror det har noget at gøre med, at jeg pludselig havde følelsen af at der var en voksen jeg virkelig kunne stole på.
Så jeg tog hjem, og siden den søndag har jeg bare haft et smil på, og det har virkelig givet udbytte. Jeg er blevet rigtig glad for min mor her, og hun er blevet rigtig glad for mig. Det er slet ikke så svært at følge husets regler, jeg er begyndt at rydde op helt frivilligt og spontant (I KNOW??!!).

I går holdte min mor fødselsdag, og jeg blev introduceret til deres venner, som deres nye datter eller søster. Jeg kunne virkelig føle kærligheden, de så mig helt seriøst som et medlem af deres familie. Og det er en kæmpe gave, at nu har jeg ikke bare en familie, men hele to, tre.. fire styks.
Hjemve er ekstremt svært, men nu ved jeg det bliver lettere næste gang, for jeg har et sted her i min by hvor jeg er fuldstændig tryg. Så må vi håbe det vare ved:)

Okay, nu en lille historie:
I morges blev jeg vækket klokken ni, fordi min søster og jeg skulle ud og uddele suppe til den fattige del af byen, det har jeg selv valgt at jeg ville, og det var et af de bedste valg jeg har taget indtil videre! Da vi kom hen til suppe køkkenet, gik vi ud bagved og fandt fire koner siddende omkring et bord med hinanden i hænderne midt i en bøn. Da de bemærkede vi var kommer inviterede de os ind i kredsen, og jeg snakker efterhånden portugisisk, så jeg forstod hvad bønnen handlede om. De bad for alle de mennesker vi skulle ud med mad til og for helbred og held. Det var en stor følelse at prøve, for de mennesker her tror så meget, at jeg selv begynder at tro lidt, de er alle så afklarede med de ting der sker, fordi de mener der er en højere mening med det.

Nå tilbage til suppe uddelingen: Jer som kender mig ved jo at jeg er meget let påvirkelig når det kommer til syge dyr og fattige mennesker, og jeg kan da også godt sige det var noget svært at holde rotary smilet på plads hele tiden. Der var godt nok noget elendighed at opleve. Ofte var det børn der kom ud med gryderne og baljerne der skulle fyldes, og bagefter skulle jeg hjælpe med at bære beholderne med suppe ind i huset. Den forskel er ubeskrivelig. Min by er ret lille, så jeg ved at det jeg har set i dag er den gode del af de fattige, hvis man kan sige det sådan. Når vi tager med Rotary på nordøst turen kommer vi også til at se en Favella (slum) i Rio de Janeiro. Men nu føler jeg jeg er lidt bedre forberedt. Det er så langt fra hvad man ser i Danmark. Bare i nabobyen, på størrelse med Århus og med 500.000 indbyggere, er der 30 favellaer!

Nok om det.
Da vi var på vej hjem bagefter så vi pludselig midt på vejen en rigtig stor hvid Kobra. Efter sådan en morgen indser jeg virkelig hvor langt væk fra lille trygge Danmark jeg egentlig er.